fredag den 21. september 2012

Skotsk/irsk aften med Arthur Connie Band


Spændende musikarrangement i HIC Fredag den 26. oktober 2012 kl. 18.30
Arthur Connie Band spiller skotsk og irsk folkemusik med et par enkelte afstikkere til andre himmelstrøg. Arthur Connie er fra Skotland og en rigtig god historiefortæller, når han imellem sangere fortæller anekdoter. Arthur Connie synger også a capella, og det vokale er i det hele taget i forgrunden i bandet. Bandet har spillet sammen siden 1992, og har optrådt ved mange forskellige lejligheder, både lokalt på Egtved-egnen, hvorfra flere af bandets musikere kommer, på Strib Vinter Festival, Visefestivalen i Uldum og gennem mange år som et fast indslag på Hagges lørdag formiddag ved Tønderfestivalen.
Entre: Kr. 198 inkl. skotsk/irsk menu, kun musik kr. 100
Billetter sælges fra 1. september i biblioteket og i Cafeen
Arr.: Borgerforeningen, Koordinationsudvalget og HIC.




torsdag den 20. september 2012

Slip drømmene fri


Foredrag m. Benedicte Riis  27.9. kl 19.00 i Hornsyld Idrætscenter.
Foredraget ”Slip drømmene fri – bliv skipper i dit eget liv” bygger på Benedicte Riis´ bog af samme titel, som fortæller om de menneskelige og praktiske  glæder og sorger, indsatser og omkostninger ved at tage en beslutning, lægge en plan og sejle over et stort ocean. Foredraget forudsætter ikke at vi alle skal sejle, heller ikke at vi skal vove livet; men det opfordrer til, at vi slipper vores drømme ordentlig fri, tør at tænke og tale sammen om visioner, og åbner for, hvad vi virkelig godt kunne tænke os – både for verden og os selv. Og derefter hvordan vi sammen kan støtte hinanden, lægge planer, og udføre de resultater, som naturligt må følge drømmene.
For sammen med drømmene kommer ansvaret. Når mennesket har fået evnen til at drømme, er det jo fordi, der skal ske noget! Benedicte mener selv, at livet er en gave, men også en opgave! Vi har hver en livsopgave som skal løses fra vugge til grav, og de fleste voksne kan efterhånden gennem livet vende sig om, og se en kølvandsstribe bag sig, der fortæller lidt om opgavens beskaffenhed. Men sommetider skal kursen lægges om – ja måske meget oftere end vi tror det, og tør at gøre det. Det handler om modighed at ændre kurs, overblik, beslutningstagning, fastholdelse af plan - og hårdt arbejde.
Helt konkret tager foredrag og bog udgangspunkt i en 45 dages sejlads over Sydatlanten fra Cape Town til Rio de Janeiro, hvor Benedicte som skipper tog to unge gaster med, flyttede sin båd, Tante Andante, til et nyt arbejdssted og førte en stor plan ud i livet.
Benedicte Riis er forfatter og eventyrer, og det er som så mange andre jobs både spændende og benhårdt arbejde. Hver bog og hver avisartikel skal opfindes, skrives og afsættes, hvert eventyr skal udtænkes, tilrettelægges, finansieres og udføres. Men Benedicte har gjort det hele livet, så for hende er det dagligdag. Hun er uddannet fysik- og musiklærer fra Odense Seminarium, cand. phil. i musik fra Århus Universitet, har været involveret i Lego, Sesame Street- og Disney-production. Benedicte har opfundet Tante Andante konceptet med Band, huse og projekter i 12 lande, samt skrevet 35 bøger og udgivet 15 CD-ere.
”Selvom jeg har lavet mange ting, er der intet, som er spildt. Jeg er ikke god til at slæbe ting og sager med gennem livet; men viden, kunnen og erfaring er ikke den værste bagage, og jeg har valgt at lade min taske stå åben, så alle kan stikke hånden ned og forsyne sig. Det har kostet mange skrammer i det danske samfund, hvor ord som Fjanteloven og gladministration  måtte opfindes som modvægt, siger Benedicte.”
For 11 år siden købte Benedicte Tante Andante Båden i Sydafrika for at få et sted at bo, mens hun arbejdede med et Tante Andante Hus for børn i Cape Town, og da næste projekt, nogle år senere, lå i Rio de Janeiro, sejlede hun via St. Helena over Atlanterhavet.
 I dag bor hun i Vrigsted og er gift med Erling Ahnfeldt, og hun elsker den danske sommer, de smukke kirker og Erlings køkkenhave,  men i vinterhalvåret må hun på arbejde ude i verden. Denne vinter hedder det Brasilien, Grønland og Madagascar.
Men først foredrag 27.9. kl 19 i Hornsyld Idrætscenter.

Arrangementet er støttet af Hedensted kommunes landdistriktspulje






tirsdag den 11. september 2012

Billigere end biografen

En god aften i Hornsyld med middag i Centercaféen og foredrag med Benedicte Riis kan gøres for kun kr. 80,- pr person. Det er næsten billigere end at blive hjemme, og i hvert fald meget sjovere.
I Caféen får du Tortillaruller med oksekød, grøn salat, dressing og kartoffelbåde for kun 50 kr. Bestil forud på tlf. 75687211
Foredraget hedder "Slip drømmene fri", og det koster kun kr. 30,- at få inspiration til at realisere dine drømme.
Det er d. 27. september og foredraget begynder kl 19.00. 


Benedicte Riis alias Tante Andante

søndag den 2. september 2012

Lokalhistorisk byvandring Torsdag den 6. september kl. 18.30


Kløverstiernes røde rute på 7,5 km bringer lokalarkivet ud i landskabet. Med såkaldte QR-tags bliver det snart muligt ude på stierne at få historiske oplysninger om bl.a. Bryggeriet, sygehuset og Hornsyld Købmandsgård. Se eksempel http://kloeverstiihornsyld.blogspot.dk/2012/07/elvrket.html
Vi tager forskud på glæderne med en byvandring på dele af stien med lokalhistoriske fortællinger torsdag d. 6. september kl. 18.30. Vi mødes ved kløverpylonen på det nye ankomsttorv ved Hornsyld Idrætscenter.
Lokalarkivet guider os på turen.
Arr. Koordinationsudvalget og lokalarkivet.


Slip drømmene fri, bliv skipper i dit eget liv

Torsdag d. 27. september kl. 19.00 i Hornsyld Idrætscenter
"Slip drømmene fri' er et foredrag med Benedicte Riis (også kendt som Tante Andante), der handler om at turde give slip og holde styr på kaos, en peptalk til Hornsyld og omegn.
Benedicte kommer med bud på, hvordan vi som lokalsamfund i fællesskab realiserer vores drømme og visioner.
Oplev et power-eventyr for folk, som har mod til at bruge drømmene aktivt og kræfter til selv at styre skuden gennem hårdt vejr.
I drømmene ligger ofte den gode ide, lysten til forandring og det eventyrlige drive som fører til de spændende møder, de nye teams og de friske planer. 
Det er en urkraft i mennesket at realisere sine drømme, og vores selvtillid og dømmekraft styrkes hele tiden af gode resultater og happy endings. 
Benedicte tager udgangspunkt i egne oplevelser på en tur over Atlanterhavet fra Cape Town til Rio de Janeiro i sin lille 31 fods sejlbåd
Benedicte Riis medbringer sin guitar og krydrer oplevelsen med sange om timing, samarbejde, ansvar og den vidunderlige glæde og sejrsrus det er, at gå styrket i land! 
Foredraget bygger på bogen "Slip drømmene fri - bliv skipper i dit eget liv" som er udkommet på forlaget Koustrup og Co.
Se mere på http://www.benedicteriis.com/
Entre: 30 kroner. Der kan købes kaffe og brød i pausen
Arr. Borgerforeningen og koordinationsudvalget.

Arrangementet er støttet af Hedensted kommunes landdistriktspulje

Benedicte Riis




Ulvehyl og Bjørneklo

Mandag d. 15. oktober kl. 13 på Hornsyld Bibliotek
En forestilling om venskab og hvad der kan ske, når man begynder at holde de andre udenfor og mest tænker på sig selv.
I forestillingen inddrages alle publikummer mere eller mindre aktivt. For de 3-6 årige.
Gratis billetter kan afhentes fra d. 1. oktober på et af Hedensted bibliotekerne.

Ulvehyl og Bjørneklo. Teaterkulissen


Fantasy fabeldyr

Onsdag d. 17. oktober kl 12.00 - 14.30 på Hornsyld Bibliotek.
Workshop v. arkitekt Pernille Siggaard. lav dit eget fantastiske fabeldyr. Store vinger, næb og kløer i træpap sættes sammen, så du får en flot dekoration til værelset. Biblioteket sørger for materialer.
Fra 8 år - yngre kan deltage, hvis de har en voksen hjælper med.
Det er gratis, men HUSK tilmelding

SYNG SAMMEN/FÆLLESSPISNING


Tirsdag den 13. november kl. 18.00
Fællesspisning og SYNG SAMMEN
Cafeen byder på dejlige mad, menuen kommer senere. Derefter sidder Musikskoleleder Annelise Frederiksen ved flygelet, og sangene kædes sammen af Peter Dam, Bråskovgaard Efterskole. Vi synger nyt og gammelt fra Højskolesangbogen, DGI-sangbogen m.v. - Hver fugl synger med sig næb!
Pris: Kr. 75
Tilmelding senest 9. november til mn@hicenter.dk
 eller 75687211
Arr.: Biblioteket, Koordinationsudvalget og HIC.


Hornsyld synger: Ud under åben himmel